Mor

Min mor

Kapitlet om min mor er naturligvis det sværeste. Det er et langt og mangefacetteret liv, der skal samles. Igen her er det væsentligt at huske, at en erindring er en helt subjektiv historie.

Der er mørke og grå skygger. De fylder ikke i det lange forløb. Men det vil være forkert ikke at nævne fx de (få) aftener, hvor arbejdet havde været så hårdt, og indtaget af de lægeordinerede Valiumtabletter, der – ligesom cigaretterne - fulgte hende en stor del af livet, gjorde, at to børn måtte gå i seng uden at være helt sikre på, at deres mor ville vågne igen. Eller de få gange, hvor ulykkeligheden blev så stor, at en (lille) dreng måtte lægge øre til og trøste ud over, hvad der kan betragtes som rimeligt. Eller den lange periode, der afsluttede hendes liv, og som blev helt anderledes, end hun selv havde ønsket. Hvor hun i perioder skiftede til en helt urimelig og bitter gammel dame, hvilket især belastede Helle – min søster – der var den, der de år trak langt det største læs.

Det kunne ikke være usagt, og jeg har taget det her i starten, fordi der derefter uforstyrret skulle være plads til at beskrive en livsholdning, der først og fremmest har rummet viljen til at glædes, til at gøre sit ypperste og til at indpode sine børn, at man kan trods modgang.

Mor blev født 1. december 1926 og var en efternøler og den sidste af fire døtre, som mine morforældre satte i verden. Hun voksede op som datter af realskolebestyreren i Brabrand (se afsnittet om mormor og morfar), men da hun nærmede sig de afgørende ungdomsår, boede de i en lejlighed på Ingerslevs Boulevard nr. 21 i stuen. Hun gik på Forældreskolen og blev student under krigen fra Marselisborg Gymnasium. Da var de øvrige søstre flyttet hjemmefra – om dem vil der også komme et eget kapitel.

Herefter tog mor en kontoruddannelse – hvad der dengang hed tosproglig korrespondent. Hendes første arbejdsplads var det, der dengang hed Jydsk Teknologisk Institut. Om arbejdet her ved jeg ikke meget, men hun havde nogle gode veninder, som hun gik i byen med.

Resten af hendes arbejdsliv blev delt mellem to større institutioner: Århus Kommunehospital og Statens Erhvervshistoriske Arkiv. Jeg har dårligt styr på årstal, men den første lange periode på KH var hun ansat på Radiumstationen (nu onkologisk afdeling) med den kendte og karismatiske Carl Krebs som chef. Hun beskriver selv den tid som arbejdsmæssigt spændende, men også i længden meget hård. For selv om man under Carl Krebs gjorde store fremskridt med kræftbehandlingen, så var det hårdt dag ud og dag ind at se de mange patienter, hvoraf en stor del døde. På et tidspunkt, vistnok i forbindelse med en strukturændring, blev det for meget, så hun søgte og fik en stilling i en ortopædkirurgisk afdeling. Det viste sig at være et forkert valgt. Arbejdet var kedeligt og chefen ”umulig”.

Hvad jeg bedst husker fra KH er efterårsturene, hvor vi kørte med bus nr. 8 op for at hente mor, fordi vi så kunne samle kastanjer fra de mange store træer, der dengang var ud mod Nørrebrogade. Hjemme blev der så lavet kastanjedyr til små landskaber i vindueskarmene. På et tidspunkt var jeg også selv indlagt på KH nogen tid i forbindelse med nogle undersøgelser. Dengang var der meget begrænsede besøgstider, men så var det jo dejligt at have en mor, der var ansat, og som lige kunne kigge forbi i en frokostpause.

På et tidspunkt kom mor så til Erhvervsarkivet, ansat som overassistent og personlig sekretær for endnu en karismatisk chef, den senere Rigsarkivar Vagn Dybdahl. Det blev en arbejdsplads, mor kom til at sætte stor pris på i mange år. Hendes arbejdsopgaver var mangfoldige, og hun fik flere venner blandt kollegerne. En af de sidste, hun tabte kontakten til, var en af rengøringsassistenterne på arkivet. Der var gode fester, og den årlige julefrokost sluttede oftest på en af byens pænere natklubber.

Erhvervsarkivet har til huse i det imponerende tidligere stadsbibliotek – en af Hack Kampmanns flotte bygninger. I forbindelse med arbejdet på arkivet var hun også sekretær for Århus Byhistoriske Udvalg og Jysk Selskab for historie og havde opgaven med at læse korrektur på disses årbøger. Ind imellem fik hun også lov til at skrive enkelte afsnit. I 1979 overtog Dybdahl stillingen som Rigsarkivar, og hans ”næstkommanderende”, arkivar Finn Lauridsen, som mor også satte stor pris på, overtog Erhvervsarkivet. Hvor Dybdahl var den store iværksætter med et bredt netværk, var Lauridsen ifølge mor den lidt mere grå embedsmand, der fulgte de udstukne veje nøje. Mors arbejdsopgaver blev mindre spændende, og da den nye edb-tid begyndte at true, blev det mere slid end fornøjelse.

Af økonomiske og pensionsmæssige årsager ville mor gerne have været fuldmægtig, og det kæmpede Dybdahl ifølge hende for, men forgæves. Han gav hende de lønstigninger, han kunne komme af sted med, men kunne ikke give hende det sidste løft, der kunne have givet hende lidt ekstra til alderdommen. Hun stoppede på arkivet, da hun fik mulighed for pensionering, og fik en fin afslutningsmarkering derfra.

Økonomi var i øvrigt ikke noget, vi ofte talte om. Jeg kan ikke huske, mor på noget tidspunkt har beklaget sig. Men naturligvis var der ikke mange penge at gøre med. Mens hun var gift med min far, var det – så vidt jeg har forstået – hende, der måtte stå for bogholderiet. Jeg tror ikke, det var en let opgave. Min far var muligvis en god håndværker, men det med at holde styr på at få skrevet ned, så de rette regninger kom af sted til de rigtige personer, tror jeg ikke var så let.

Det var – som nævnt i afsnittet om min far – ikke årsagen til skilsmissen. Min mor var naturligvis heldig at have et fuldtidsarbejde, men alligevel var det der i starten af 60erne ikke let at klare sig som fraskilt kvinde. Ud over husleje og den daglige husholdning skulle der i hvert fald i starten også være råd til at ansætte en ung pige i huset til at tage hånd om Helle og mig.

Det var dog næppe økonomien, der var den største omkostning. Stort set hele vennekredsen faldt langsomt fra. Jeg husker en tante Åse og en onkel Henning; måske hed de Kronborg til efternavn. Jeg husker noget med en sæbefabrik i Viby og en villa i Kongsvang, hvor vi kom på besøg, men mor har fortalt, at de fleste ret hurtigt vendte hende ryggen – ikke fordi, de nødvendigvis sympatiserede med min far, men måske mere fordi kvinderne ikke stolede på en single kvinde ind i kredsen!

Mors hverdage bestod af meget arbejde, og som nævnt andetsteds var der pligtbesøg hos mormor og morfar tirsdag, torsdag og søndag. Arbejdstiden var 45 timer om ugen, og det blev først weekend lørdag over middag. Lørdag aften var den store familiehyggeaften med lørdagsslik og –tv. Der var ”altid” et show med Otto Leisner eller en anden, og det blev efterfulgt af en Western, McCloud eller en krimi med Ironside eller en anden. Det var hyggelige og muntre timer – ikke sjældent udløste en eller anden bemærkning på tv ukontrollerede grineflip.

Ferie var ofte noget med familiebesøg, men jeg kan huske en tur til Egernsund for mor, Helle og mig, der var særdeles vellykket. Stedet havde mor fundet i et lille katalog over private feriepensioner mv., og turen frem og tilbage var med tog og bus. Året efter skulle forsøget gøres igen, og her fandt vi et sted på Tåsinge. Det var en ren katastrofe. Det regnede hele tiden, stedet var langt fra alt, hvad der lignede liv, og værtsparret langt fra gæstfrie. Vi havde et klamt lille værelse i en tidligere stald. Mor fandt på en nødløgn om, at hendes mor var blevet syg, og vi blev nødt til at tage derfra efter et par dage. På vej hjem blev det til et par overnatninger i et hotel i Svendborg.

Umiddelbart efter krigen havde mor haft mulighed for gennem en eller anden forening at komme på en rejse til England. Her var der privat indkvartering, og hun blev indkvarteret hos familien Monkhouse. Det blev til et venskab, der holdt, så længe det var muligt. I 1967 var vi på sommerferie hos dem; de boede i badebyen Margate, hvor han drev et par fish’n’chips restauranter. Vi skulle med tog til Esbjerg og derefter med færgen til Harwich. Da vi skulle om bord på færgen, opdagede vi, at den ene kuffert var efterladt på stationen. Helle og jeg blev sendt ombord, og mor hentede kufferten med taxa. Landgangen var taget, da mor kom tilbage med kuffert, men heldigvis fik hun lov at komme med! Det blev nogle dejlige feriedage, og mor havde nok allermest lyst til at blive hos det elskelige ægtepar.

De besøgte os nogle år senere. Jeg blev kørt til Esbjerg og skulle så være guide på turen til Århus. Blandt andet måtte jeg, da rattet jo sidder i den ”forkerte side”, sidde og guide til, hvornår der kunne overhales. Men alt gik godt. Joe Monkhouse var en herlig ældre herre; Mrs. Monkhouse var på det tidspunkt en ældre, indtørret kvinde. Hun skulle have en før-middag-drink på et bestemt tidspunkt. Og hvis jeg så på klaver spillede hendes yndlingsstykke – Nocturne af Shubert – var alt idyl.

Venskabet fortsatte i øvrigt gennem brev og lejlighedsvis telefon – og da de ældre Monkhouse døde, tog især et af børnene, der var mors jævnaldrende – over. Først da mor blev for svækket til at kunne kommunikere med dem, stoppede det.

Mor var selv meget strengt opdraget, og det var vigtigt for hende at følge et andet spor. Jeg fik lov til meget og megen frihed. Men også en del ansvar også for den daglige husholdning, efterhånden som det var muligt. Der blev fundet penge til, at jeg kunne komme på ture med FDF, kunne spille fodbold, håndbold og skak.

Der kom naturligvis andre mænd til, og i 1986 giftede mor sig for anden gang. Af disse mænd husker jeg tre, og de vil senere får et kapitel for sig selv.

Ved siden af arbejdslivet skrev mor. I det hele taget var der en kunstnerisk åre i hende. Som ung havde hun spillet klaver, og hun kunne en sjælden gang imellem sætte sig til klaveret og spille stykket ”Violer til mor”. I sin ungdom havde hun også tegnet en del – og tegnet ganske godt. Men det var ved skrivemaskinen – en lille, slidt rejseskrivemaskine – hun især udfoldede sig. I en periode skrev hun indlæg til et ugeblad under overskriften ”Lægesekretæren”. Hun fik indimellem en novelle optaget i et af søndagsavisernes tillæg. Således har min søster efter mors død fundet en novelle illustreret af en ung og dengang næppe særlig kendt Kurt Westergaard.

I 1967 lykkedes det hende at få udgivet en roman: Jakobsstigen. Den var kommet retur fra mange forlag, men endelig vovede et mindre københavnsk forlag – Martins Forlag – at udsende den. Det var en meget stor triumf for mor – også selv om bogen aldrig opnåede de store salgstal. Men i en årrække var bibliotekspengene et kærkomment tilskud til økonomien. Bogen foregår i et hospitalsmiljø, men mor gjorde meget ud af, at det ikke var en nøgleroman. Et vigtigt vink var der dog i den: En patient tager sit eget liv ved at gemme tabletter og tage dem på en gang for at undgå at ende som en grønsag som følge af sin kræftsygdom. Sådan, sagde mor flere gange, ville hun også gøre, hvis det skulle komme dertil!

Som debuterende romanforfatter fik hun megen opmærksomhed. Jeg husker, at vi fik besøg af TV-Avisen, hvilket dengang var noget meget særligt. Og mor blev inviteret til at deltage i et nordisk forfatterseminar ved Stockholm. En noget særpræget oplevelse for hende, idet de øvrige deltagere meget var unge, eksperimenterende forfattere.

Hun forsøgte senere at få udgivet endnu en bog, der havde mere karakter af en novellesamling – i høj grad baseret på oplevelser, hun havde haft i sit liv. Hun forsøgte sig også med et stykke til TV-teatret, og – da de ikke var interesserede – forsøgte hun at afsætte det til andre scener. Stykket spejlede meget det, der var sket for hende lige efter skilsmissen. Som – da hun lader den fraskilte kvinde, der har brug for hjælp med hammer og skruetrækker, spørge en af veninderne, om hun må låne hendes mand nogle timer, hvortil svaret er: Det kommer sandelig an på, hvad du vil bruge ham til!

Stykket blev aldrig sat op. Tættest på var mor måske, da Jens Okking, på det tidspunkt leder af Jomfru Ane Teatret i Aalborg, besøgte os en aften. Efter mors referat havde han ud på natten stillet forslag af en karakter, hun ikke kunne være med på.

Et andet bizart indslag i mors liv var mordet på Marie Lock-Hansen i 1967. Mordet blev aldrig opklaret. Mors andel i sagen var, at der var en vis lighed i ungdomsbilleder af de to, og mor mente, hun nogen tid før mordet ved flere tilfælde var blevet overvåget af en mystisk mandsperson. Det fortalte hun politiet – dog uden at det førte til en opklaring.

I 1992 flyttede mor til Glostrup. Hun begrundede flytningen med først og fremmest, at min søster havde mere brug for hende til børnepasning og andet, end vi havde, da Eva og jeg havde indrettet os med 1½ job og skiftende arbejdstider. Desuden var hendes mand, der var dialysepatient, raget uklar med dialyseafdelingen på Skejby, og han mente, han ville få meget bedre behandling på Rigshospitalet. I starten fik hun der nogle ganske gode år og fik også enkelte kontakter til andre, bl.a. i Ældresagen og Kræftens Bekæmpelse. 

I 1994 blev hun enke. Hun havde dog fortsat stor glæde af at se sine børnebørn vokse op, i det hele var hun meget glad for sin familie - og levede i et vist omfang sit liv gennem os. Vi havde dejlige ture på besøg hos hende - og jeg ved, at de tre børnebørn i Lyngby fik mange dejlige oplevelser sammen med deres mormor. Da det ikke længere gik at klare sig i lejligheden i Glostrup, lykkedes det Helle at overtale hende til at flytte i en beskyttet bolig i et plejecenter i Glostrup. På det tidspunkt var det meste af livsglæden dog ved at være tappet, og hun levede i en periode et liv, hvor nutid og erindringer om hendes egen barndom mere og mere blev et virvar for hende.

 Hun døde 11. februar 2011 efter lang tids svækkelse.

 

Mor som student i 1944

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 19:52

Kære Karen Grethe
Tak. Familje betyder meget!
Kærlig hilsen
Steen

...
11.04 | 21:42

Alene dit valg af musikken går lige ind i mit hjerte.

...
11.04 | 21:39

Hej Steen.
Jeg har lige set og hørt dit slideshow igen og igen, og hver gang får jeg græd i øjnene. Kærlig hilsen til dig og din familie fra Karen Grethe.

...
18.03 | 15:47

Så må du også være min faster Else... Jeg hedder Pia Ragnsvald og er P.o ælste datter ( min mor er Inge Lise) vil gerne høre fra nogen
Hilse pia

...
Du kan lide denne side