04.01 Far

Den far, jeg kun kendte meget lidt!

Min far er den i min familie, jeg har færrest erindringer omkring. Jeg har få, varme minder fra min barndom – men mest af alt en stor vrede, der byggede sig op gennem en stor del af min opvækst, hvor jeg naturligt nok har givet ham det entydige ansvar for meget negativt, fordi han forlod min mor og os, da vi børn var ganske små. Med voksne øjne ved jeg, at virkeligheden har mange flere nuancer end som så. De nuancer vil jeg prøve at lade være styrende for dette kapitel.

Netop i dette kapitel er det vigtigt at huske, at dette er en persons erindring om en anden person. Andre vil have kendt min far bedre og mere end jeg; men historien er nu engang min. Og her kommer den:

Poul Otto Rasmussen blev født 4. november 1925 og døde 20. september 2002; også han havde ved sin død et andet efternavn: Ragnsvald – en variation af farfars mellemnavn Ragnvald. Han blev gift med min mor 13. august 1951 – og små fire år senere kom jeg til verden og i 1959 Helle. Han var som sin far elinstallatør og drev sin egen lille forretning fra vores hjem, hvor min mor hjalp ham med at holde styr på at få penge hjem fra sit arbejde.

Om tiden før ægteskabet ved jeg kun lidt. Han har siddet fængslet på et tidspunkt under krigen. Ifølge min mor pga. et voldeligt overfald – ifølge min faster pga. arbejde inden for modstandsbevægelsen. Begge dele kan jo sagtens være en del af sandheden, og man skal huske, han var 19 år, da krigen sluttede. Han var med i FDF, og det var i forbindelse med en stor FDF-udstilling i Århushallen, de to mødte hinanden.

Det bedste minde, jeg har om ham fra min barndom, er fra en sommerferie i min mosters sommerhus på Mågevej på Fedet i Risskov. Vi har badet og leget på stranden, og på et tidspunkt er jeg faldet og har slået hul på det ene knæ. Far bar mig op til sommerhuset, hvor min mor lappede mig sammen – jeg har arret endnu!

Han var en flittig fan af AGF, og jeg har været med ham på stadion, der jo lå i gåafstand fra Norborggade, flere gange. Han var også frivillig brandmand – havde vistnok aftjent sin værnepligt i Civilforsvaret. Jeg kan huske en aften, hvor han blev ringet op, fordi der var en storbrand i en møbelfabrik i Kongsvang – vistnok ved Thyrasgade. Jeg ville gerne med, og jeg fik lov, selv om jeg højest har været seks år, med min mors replik: ”For så ved jeg, at du kommer hjem igen” (Om jeg reelt kan huske den eller har fået den genfortalt, ved jeg ikke). Han havde en Ford Taunus varevogn, og det var den, vi kørte den korte tur i. Han fortalte mig, at der var udrykningshorn på – men at man ikke kunne høre dem inde i bilen. Da vi nåede frem til ildebranden, parkerede han på behørig afstand, hvor jeg så kunne sidde i bilen og se røgen og folk, der stimlede sammen. Her faldt jeg i søvn – og på et tidspunkt kørte han mig hjem.

Som nævnt drev han sin virksomhed fra privatadressen, og han kom hjem til frokost, ofte med et par skiver håndskåret flæskesteg fra slagteren og et stykke leverpostej, som han spiste med varm rødkål på – også det har jeg arvet fra ham.

I Sønderborggade lå en damefrisørsalon. Her var der tilsyneladende ofte problemer med de elektriske installationer. Min fars mange besøg resulterede i, at et barn var på vej – og ”først da lod jeg ham gå,” har min mor sagt. Igen – hvad der præcist skete, kan jeg ikke vide. Jeg var seks år, Helle to. Min mor var vred og ulykkelig. Langt senere har hun dog også forklaret, at det bagvedliggende i skilsmissen nok også var, at hun var så forpligtet på sine forældre (tre pligtbesøg om ugen) og sin kræftsyge storesøster, at der ved siden af fuldtidsarbejde og to børn næppe har været nok tid til forholdet til ham.

Efter skilsmissen – der jo i starten af 60erne var noget ganske anderledes sjældent end i dag – har jeg set ham to gange (ifølge hvad jeg kan huske). Han stiftede ny familie med damefrisøren – og de flyttede ud mod Djursland – vistnok på Mørkekanten. En dag kom han og hentede Helle og mig, og vi kørte på besøg derude. Jeg husker svagt køreturen og huset – et lille ”husmandssted” uden for byen, men ikke andet. Det skete denne ene gang – om det var hans valg eller min mors, kan jeg ikke vide – men hun har senere brugt det som argument i forhold til en sag om børnebidrag.

Ellers var det eneste livstegn, at jeg en dag pludselig fik en gave fra ham. Om det var til jul eller min fødselsdag, husker jeg ikke – men han foranledigede, at der fra kiosken i Haderslevgade hver uge kom det nyeste nummer af Anders And. Et abonnement, der fortsatte nogle år – og så pludselig stoppede.

Den anden gang, jeg så ham, var langt senere. Jeg var flyttet hjemmefra, så det har været ca. i 1980. På det tidspunkt var også hans familie nr. to opløst. Han fik lov til at komme på et kort besøg af min mor – og jeg blev tilkaldt for som i så mange andre situationer at være hendes opbakning. Samtalen husker jeg intet af, men jeg husker os siddende i køkkenet på Vårkjærvej – han var blevet en større og tungere og helt tyndhåret mand.

En anden begivenhed må også med, og den må ligge tidligere end 1980, mener jeg. Min mor blev indkaldt til retten i Århus, fordi min far havde anmodet om at slippe for at betale bidrag til os. Også her måtte jeg med. Baggrunden var i virkeligheden, at han var kommet i en større gæld til staten, fordi han ikke havde kunnet betale bidragene, som det offentlige så lagde ud for. Vi sad på et kontor med en embedsmand, der fremlagde sagen for os. Loven var tilsyneladende sådan, at min mor skulle give afkald på bidragene, hvis de skulle bortfalde. Undervejs i samtalen kan jeg huske, at min mor spurgte ind til årsagen – og hvordan det gik min far. Hertil svarede embedsmanden, at han havde det hele stående i sine papirer, men at han ikke havde lov til at fortælle hende, hvad der stod. Så kiggede han på sit ur og undskyldte, at han var nødt til lige at klare noget andet – og at han ville være borte fra kontoret ca. 5 minutter. Så skubbede han papirerne lidt sammen og forlod kontoret. Hvorved vi fik mulighed for at læse i papirerne, der omtalte en stor gæld og et par tilfælde af checkfalskneri. Da embedsmanden kom tilbage, lå papirerne igen hvor de skulle. Hvordan sagen så i øvrigt endte, husker jeg ikke. Jeg mener, der var tre børn i det andet forhold, så det er klart, at der har været en del for min far at betale. Det fremgik i øvrigt også, mener jeg at kunne huske, at han var begyndt at arbejde som installatør på de olieboreplatforme, der var skudt op i Nordsøen.

Efter at min mor flyttede til Glostrup og hendes anden mand døde i 1994, ved jeg, at min far i hvert fald to gange i brev har forsøgt at opnå en forsoning – blandt andet ved at bruge deres ungdoms kærlighedserklæring ”Tamo”. Min mor – og må jeg erkende bl.a. stærkt tilskyndet af mig – undlod at række hånden ud.

Han døde i 2002 og boede på det tidspunkt i Vivild. Min mor fik beskeden kort efter fra min faster Ruth.

Et af min mors ungdomsbilleder af min far

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

ELSE MÅNSSON | Svar 17.02.2012 13.03

JEG HAR LÄST OM MIN ELSKEDE BROR,OG JEG FORSTOD ALDRIG HVORFOR VI IKKE MÅTTE HAVE NOGEN FORBINDELSE MED VORES BRORSBÖRN.KRAM FRA DIN 85ÅRIGE FASTER ELSE .

Pia Ragnsvald 18.03.2013 15.47

Så må du også være min faster Else... Jeg hedder Pia Ragnsvald og er P.o ælste datter ( min mor er Inge Lise) vil gerne høre fra nogen
Hilse pia

Steen 17.02.2012 13.49

PS - har du set kapitel tre, der omhandler dine forældre>?

Steen 17.02.2012 13.47

Hej Else. Tak for din tilbagemelding; jeg kan ikke give et svar. Heldigvis havde vi længe god kontakt med dine forældre. KRAM Steen

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 19:52

Kære Karen Grethe
Tak. Familje betyder meget!
Kærlig hilsen
Steen

...
11.04 | 21:42

Alene dit valg af musikken går lige ind i mit hjerte.

...
11.04 | 21:39

Hej Steen.
Jeg har lige set og hørt dit slideshow igen og igen, og hver gang får jeg græd i øjnene. Kærlig hilsen til dig og din familie fra Karen Grethe.

...
18.03 | 15:47

Så må du også være min faster Else... Jeg hedder Pia Ragnsvald og er P.o ælste datter ( min mor er Inge Lise) vil gerne høre fra nogen
Hilse pia

...
Du kan lide denne side